Nyheter m m

Ritzau Finans
		

Europa/aktier: Overvejende rødt i Europa

17:53 Aktierne i Europa vendte fredag generelt næsen mod syd, som det har været tilfældet ni af de seneste ti handelsdage målt på det brede paneuropæiske aktieindeks, Stoxx 600. Indekset faldt fredag med 1,7 pct. til lige under 368. Sidste fredag lå indekset i 388,07 og fredag ugen før i godt 400. Små 500 af indeksets aktier var farvet røde fredag. De tre store indeks i Europa - DAX, CAC 40 og FTSE 100 - faldt alle. Faldene var mellem 1,3 og 1,5 pct. Det største aktiekursfald oplevede aktionærerne i den franske kapitalforvalter Amundi, der satte sig 6,5 pct. til 66,90 euro på børsen i Paris. I fjerde kvartal fik selskabet kun 13 mia. euro i nye midler fra investorer, mens det i samme kvartal året før fik 23 mia. euro. Det var baggrunden for kursfaldet, vurderer Bloomberg News. Den schweiziske bagerkæde Aryzta faldt 4,4 pct. til 22,35 schweizerfranc efter at være blevet nedjusteret af finanshuset Vontobel. Finanshuset skar kursmålet til 20 schweizerfranc fra 24 schweizerfranc. Man skulle til Belgien for at finde den største stigning blandt de 600 aktier. Umicore steg 7,6 pct. til 44,01 euro, efter at kemiselskabet rejste 892 mio. euro til investeringer og ekspansion. Det faldt i investorernes smag. Torsdag meldte selskabet om rekordresultat for 2017 og forudsagde i den forbindelse, at selskabet allerede i år venter at fordoble 2014-resultatet, hvilket i givet fald vil være to år før lovet. Med i toppen lå også danske Vestas, der steg 4 pct. til 428,90 kr. uden forklaring i markedet. /ritzau/FINANS Claus Mikkelsen © RITZAU
FooterBanner

Finansiella instrument kan både öka och minska i värde. Det finns en risk att du inte får tillbaka de pengar du investerar. Innan du investerar i en fond bör du läsa informationsbroschyren som finns hos fondbolaget och faktabladet som du hittar i orderläggningsfönstret samt på fondens produktsida på nordnet.se.